Liberalteologi – eller den liberale teologi – er en samlebetegnelse for mange forskellige teologiske bestræbelser i tidsrummet ca. 1800 til ca. 1920 på at gøre kristendom kulturelt acceptabel og forståelig, og omkring 1900 var det den mest indflydelsesrige og nærmest enerådende teologiske retning. Liberalteologi eller kulturteologi stod i opposition til en konservativ og kirkelig teologi. Det er en bred teologisk strømning inden for den evangeliske kristendom med det udgangspunkt at bedrive teologi på et humanistisk og samfundsvidenskabeligt grundlag, hvilket i denne sammenhæng vil sige uafhængigt af dogmer, kirkelige traditioner og trosindhold. Sekulariseringen af oprindeligt religøse forhold og opløsning af "Kirke" i "Verden" og "Kultur" blev hilst velkommen af størstedelen af de såkaldte liberale teologer som værende i overensstemmelse med Jesus, jesusgemäß [1]
Den liberale teologi kaldes også Jesu-liv-forskning eller "Den religionshistoriske skole", fordi historisk metode og teknik anvendt på især det ældste evangelium, Markus, skulle bringe forskningen i kontakt med den historiske Jesus, hvis helt anderledes forkyndelse skulle erstatte Kristi apokalyptiske forkyndelse i evangelierne.[2]
Der kan anføres en række kendetegn på liberal teologi: